Vi er e-maerket
Fester & Mærkedage Living Dåbs- & gaveartikler Smykker
Ure Plejeprodukter Om os Tilbud Blog
Fester & Mærkedage Living Dåbs- & gaveartikler Smykker
Ure Plejeprodukter Om os Tilbud

Grundlæggende om ædel- og smykkesten

Grundlæggende gemmologiske kundskaber omfatter viden om ædelstenenes kundskab oprindelse og sammensætning samt deres fysiske og optiske egenskaber. Desuden viden om kunstigt fremstillede sten, rekonstruerede og sammensatte sten samt imitationer og endelig organiske smykkematerialer som perler, koral og rav.

Den teoretiske viden er en forudsætning for, at det praktiske arbejde med smykkesten bliver meningsfyldt. Det praktiske arbejde omfatter blandt andet træning i at iagttage en smykkestens glans, transparens, farve og lysfænomen. Desuden brug af gemmologiske instrumenter samt at kunne skelne mellem de forskellige slibeformer. Hver enkelt ædelsten har sin egen fascinerende historie. En historie der handler om stenens tilblivelse, geologiske findesteder, udvinding og bearbejdning. Endvidere fortællingen om stenenes lange vej fra "natur til kultur", hvad enten de bliver indfattede i kostbare juveler eller indgår i mere pris-mæssigt overkommelige smykker.

Smykkesten som diamant, rubin, safir, smaragd med flere er gennem århundreder blevet betegnet som "ædle sten". Mange flere typer og varieteter har som nævnt vundet indpas til smykkebrug. Det kan være en vanskelig opgave at vurdere, hvorvidt en sten hører til ædelstensgruppen eller måske hellere skulle betegnes som en smykkesten. Bruger man betegnelsen smykkesten om alle de mineraler, der anvendes til smykker, kommer man naturligvis ikke galt af sted. På den anden side hører betegnelsen "ædelsten" kulturelt og historisk hjemme i vores begrebsverden på samme måde som udtrykket "ædelmetal", der dækker over særligt eftertragtede og værdsatte kvaliteter inden for metallurgien.

Der findes således ingen klar definition af begrebet ædelsten, men nedenstående fire faktorer indgår i vurderingen.

Materialet skal være:

  • dannet gennem en uorganisk naturproces    
  • bestandigt, dvs, besidde en vis modstandskraft over for slag, slitage og kemiske påvirkninger    
  • i besiddelse af en umiddelbar skønhed    
  • relativt sjældent.    

Ædelsten skal altid være dannet gennem en uorganisk naturproces, hvorimod de øvrige krav ikke er entydige. Bestandigheden afhænger af stenens fysiske egenskaber, som i denne sammenhæng er: hårdhed, skørhed/sejhed, spaltelighed og evnen til at modstå kemisk påvirkning.

Skønheden beror på stenens optiske egenskaber, herunder; farve, klarhed, glans, og særlige lyseffekter for eksempel stjernedannelse og katteøjeeffekt. 

Sjældenhed er nøje knyttet til de vækstbetingelser, hvorunder stenene dannes. En meget stor del af de mineraler, der anvendes som smykkesten, er ikke ubetinget sjældne. 

Inden for de grupper af smykkesten, hvor der findes sjældne, kostbare ædelsten af høj kvalitet, findes der også mere almindelige eksemplarer af lavere værdi. 

 

Hvordan dannes ædelsten og smykkesten?

Smykkesten består af uorganisk materiale, der er dannet sammen med de forskellige bjergarter, der udgør jordskorpen. Jordskorpens bjergarter, der for to tredjedels vedkommende er dækket af vand, er sammensat af cirka 2000 forskellige mineraler, hvoraf kun cirka 100 finder anvendelse som smykkesten. Et mineral kan således defineres som et fast ensartet stof, der er dannet ved en uorganisk naturproces, og hvis kemiske sammensætning, opbygning og fysiske egenskaber er relativt (forholdsvis) konstante for alle eksemplarer af samme art.

Jordens lag

Jordskorpen, der som nævnt består af faste bjergarter, er forholdsvis tynd, i gennemsnit cirka 0,5% af klodens radius, som er 6357 kilometer. Litosfæren består af en blanding af faste og flydende bjergarter kaldet magma. Litosfærens tykkelse er cirka 200 kilometer. De dybereliggende lag omfattende en del af kappen, den ydre og indre kerne, er uden betydning i gemmologisk henseende. 

Efter at jordkloden blev skabt for cirka 4,5 millarder år siden, er der foregået en proces, som kontinuerligt har ændret de geologiske forhold. De smeltede masser i jordens indre danner strømme og får fastlands- og oceanskorpen til at "flyde" (bevæge sig). Nogle steder glider de fra hinanden, og andre steder støder de sammen. Selv om bevægelserne foregår uhyre langsomt, har det store konsekvenser. Bjergkæder og vulkaner dannes, hvor kontinenter støder sammen. Dybe sprækker og mange mindre vulkaner opstår, hvor kontinenterne glider fra hinanden. Det er denne proces, der er forudsætningen for, at ædelstenene dannes. En meget stor del af ædelstensmineralerne opstår, når smeltet masse fra jordens indre størkner. Nedkølingen sker langsomt og under stort tryk. Er de rette forhold til stede, kan der for eksempel dannes rubin-, granat- og zirkonkrystaller. Gennem vulkanske udbrud og forskydninger i jordskorpen kommer en del af de ædelstensholdige bjergarter op til  overfladen. 

Andre ædelstensmineraler dannes med at udkrystallisering fra vand- eller gasholdige opløsninger i bjergmassens sprækker og hulrum. Hulrummene er opstået som følge af foldninger i jordskorpen, når kontinenter forskydes mod hinanden. Det sker for eksempel når oceanskorpen trykkes ned under fastlandsskorpen, som derved løftes op. Vandbaserede opløsninger af mineralsalte fra de omliggende bjergarter vil trænge ind i hulrummene, og med tiden vil mineralsaltene udkrystallisere. Foregår processen langsomt - og under gunstige forhold - kan der dannes store, klare og velformede krystaller af for eksempel akvamarin, topas og turmalin.