Metaller findes over det meste af kloden, men i stærkt varierende mængder fra sted til sted. Dette skyldes næppe nogen tilfældighed, men snarere den kendsgerning, at netop disse metaller er lettere tilgængelige, fordi de i nogle tilfælde optræder i gedigen (ren) tilstand i naturen. Det er dog mere almindeligt, at metallerne forekommer som malme, det vil sige i form af kemiske forbindelser med andre grundstoffer.
Alle metaller er grundstoffer, som er kendetegnet ved en række fællestræk, der kaldes de metalliske egenskaber. For nogle metaller er disse egenskaber mere udtalte end for andre, hvilket er afgørende for deres egnethed til bestemte formål.
De metalliske egenskaber er:
Metalglans – Metallerne skinner med større eller mindre intensitet, forudsat at overfalden er ren.
Duktilitet – Evnen til at kunne smedes, valses til plade eller trækkes til tråd. Metallerne tåler mekanisk bearbejdning i højere eller i mindre grad uden at ”gå itu”. Guld er det smidigste af alle metaller. Blot 10 gram kan ved valsning eller smedning blive til en 3,5 kvadratmeter stor og 0,00014 millimeter tynd plade bladguld. Ved strækning til tråd kan samme mængde blive mere end 25 kilometer lang.
Evnen til at kunne smelte – Ethvert metal har et bestemt smeltepunkt. Opvarmes metallet til denne temperatur, bliver det flydende, hvorefter det ved afkøling atter størkner til fast form. Smeltning kan gentages et ubegrænset antal gange.
Evnen til at kunne lede elektrisk strøm – Ethvert metal kan lede elektrisk strøm i forskellig grad. Denne egenskab udnyttes overalt, hvor elektricitet anvendes for eksempel til belysning, opvarmning, telefon, radio, tv og så videre. Inden for guldsmedefaget specielt i forbindelse med for eksempel forsølvning eller forgyldning.
Evnen til at kunne lede varme – Ethvert metal er varmeledende. Denne egenskab anvendes både inden for industrien og i husholdningen. I guldsmedefaget er det ofte nødvendigt at imødegå metallets varmeledende egenskab ved at isolere hanke på for eksempel kaffe- og tekander.
Metaller - Kemisk betegnelse - Smeltepunkt i Celsius - Vægtfylde
Platin - Pt. - 1774° - 21,45
Guld - Au - 1063° - 19,30
Rhodium - Rh - 1966° - 12,41
Palladium - Pd - 1553° -12,03
Bly - Pb - 327° - 11,34
Sølv - Ag - 961° - 10,50
Kobber - Cu - 1083° - 8,92
Nikkel - Ni - 1425° - 8,90
Jern - Fe - 1535° - 7,86
Zink - Zn - 419° - 7,14
Krom - Cr - 1615° - 6,92
Tin - Sn - 232° - 6,54
Titan - Ti - 1800° - 4,50
Aluminium - Al - 659° - 2,70
Ædle metaller
Når guld-, sølv- og platinmetallerne kaldes ædle, er det for at understrege, at disse metaller er særligt sjældne, eftertragtede og dermed værdifulde. De angribes ikke af atmosfærens ilt, men bevarer normalt deres metalglans (holder sig blanke). At sølv skal pudses, skyldes ikke iltning, men angreb af svovlbrinte, som ofte er indeholdt i luften. Et særligt kraftigt angreb kan iagttages, når sølv kommer i forbindelse med æg, der indeholder store mængder svovl.
- Finguld (999,9‰) er et meget blødt metal med en varm gul farve. Gulds vægtfylde er 19,30 det vil sige, at guld er et meget tungt metal. Det vejer per kubikcentimeter næsten dobbelt så meget som sølv og cirka 3 gange så meget som jern.
- Finsølv (999,9‰) er et blødt metal med en hvidlig farve. Med en vægtfylde på 10,50 er sølv det ædle metal, hvor man får størst volumen for mindst vægt.
- Rent platin (999,9‰) er hvidgråt, blødt og smidigt. Med en vægtfylde på 21,45 er platin det tungeste af guldsmedefagets metaller. Det medfører, at der vægtmæssigt skal bruges dobbelt så meget platin som sølv for at fremstille identiske smykker.
- Rent palladium (999,9‰) er et hårdt, gråligt metal der i Danmark udelukkende anvendes som legeringsmetal.
- Rhodium er et hårdt hvidligt metal med en særdeles kraftig glans. Rhodium anvendes udelukkende til rhodinering. Platin palladium og rhodium er nært beslægtede grundstoffer, hvorfor de benævnes med fællesbetegnelsen platinmetaller.
Ædle metal-legeringer
De ædle metaller er – i ren tilstand – for bløde til at kunne anvendes til fremstilling af brugsting. Et armbånd forarbejdet af finguld ville ikke kunne holde sin facon ret længe, og en skål af finsølv ville hurtigt få buler. Blandt andet derfor er det nødvendigt at legere. En legering er en sammensmeltning af to eller flere metaller. Ved legering opnås blandt andet:
- At metallernes hårdhed/smidighed ændres – normalt bliver metallerne hårdere.
- At metallernes farve ændres
- At metallerne får et lavere smeltepunkt
- Ved legering af ædelmetallerne opnås tillige en lavere pris.
Guld legeres med sølv og kobber. Der kan desuden tilsættes andre metaller for at opnå yderligere farve- og styrkeændringer. Efter nøje fastlagte regler indeholder legeringen en større eller mindre andel guld, der normalt udtrykkes i tusindedele (‰) eller i karat.
Karat angiver indholdet af guld i fireogtyvendedel:
- 24/24 = 24 karat skal indeholde mindst 999‰ finguld.
- 18/24 = 18 karat skal indeholde mindst 750‰ finguld.
- 14/24 = 14 karat skal indeholde mindst 585‰ finguld
- 8/24 = 8 karat skal indeholde mindst 333‰ finguld.
Når guld legeres, ændrer det farve. Modesvingninger bevirker, at snart den ene, snart den anden farve er populær. Rødlige og gullige nuancer opnås ved legering med varierende mængder af kobber og sølv. Supplerende farvetoner, som for eksempel blålige, violette og grønlige, legeres ved tilsætning af metaller som jern, zink og kadmium. Disse farvetoner benyttes kun i begrænset omfang – måske fordi legeringen ikke umiddelbart er genkendelig som værende af guld, og fordi de i nogle tilfælde er vanskelige at bearbejde på grund af skørhed.
Hvidguld fremkommer ved at udelade tilsætning af kobber. Tidligere blev dette erstattet af nikkel, der er stærkt affarvende. På den måde fremstillede man en guldlegering, der var hvid. Denne legering er ikke længere tilladt, fordi nikkel ikke bindes og derfor kan være allergifremkaldende. Der er gjort en stor indsats for at skabe nye legeringsmetaller, der kan affarve guld og samtidigt opfylde lovens krav om afgivelse af nikkel (0,5 mikrogram pr. cm² pr. uge) ved brug.
Et sådant legeringsmetal, der kan affarve og samtidigt overholder lovens krav, sælges under betegnelsen ”magic”. Legeringen er officielt testet og godkendt til fremstilling af smykker. Ønskes en nikkelfri hvidguldslegering, anvendes palladium. Palladium er kostbart, og prisen øges derfor væsentligt i forhold til hvidguld legeret med magic.
Legering af sølv.
Sølv legeres med kobber, oftest til sterlingsølv eller 830 sølv. Sterlingsølv skal indeholde mindst 925 finsølv, og 830 sølv skal indeholde mindst 830‰ finsølv.
Legering af platin
Platin legeres oftest med kobber, men ønskes en mere blød og smidig legering, anvendes tillige sølv. Endeligt legeres platin med palladium. Platin skal indeholde mindst 850‰ rent platin eller – mere almindeligt – 950‰ rent platin.
Legering af palladium
I Danmark anvendes palladium udelukkende som legeringsmetal. Det er dog muligt at importere smykker fremstillet af palladium, i så fald skal disse indeholde henholdsvis 950‰ – eller 500‰ rent palladium.
Uædle metaller.
Uædle metaller er karakteriseret ved, at de angribes af ilt. Kobber irrer, jern ruster og aluminium forvitrer. Især i forbindelse med fugt kan iltningen være så kraftig, at nogle metaller nedbrydes helt. Eksempler på uædle metaller som anvendes i guldsmedebranchen er: kobber, nikkel, zink, jern, krom, bly, aluminium, tin og titan.
Uædle metallegeringer
De uædle metaller legeres i forskellige sammensætninger og forhold, afhængig af formål, ønsket farve, anvendelse og bearbejdningsmetode. I modsætning til ædelmetallegeringer har disse legeringer ofte navne, som ikke umiddelbart fortæller, hvilket metal der er legeringens hovedmetal. Dette gælder for eksempel nysølv, messing, og bronze der alle er kobberlegeringer. Herunder kan du se en liste over de mest kendte legeringssammensætninger:
- Messing – legering af kobber og zink.
- Nysølv – legering af kobber, zink og nikkel
- Bronze – Legering af kobber og tin
- Rustfrit stål – legering af jern, krom og nikkel
- Tin – legering af tin og kobber eller tin og bly.